Om at ville gøre en forskel

Sådan begyndte det

Jeg var i 30’erne, da jeg første gang besøgte en astrolog. Jeg var lige flyttet til Jægerspris, nyskilt og nyforelsket. Men jeg var frustreret over min arbejdssituation. Og hvordan så fremtiden ud for mig og min nye kæreste? Det gav mig en enorm ro at få at vide, at mit kærlighedsliv var på rette spor, og at et jobskifte ville være løsningen for mig.

I de følgende år rådførte jeg mig med en astrolog, når livet var svært eller uoverskueligt. Astrologien blev min vej til større selvforståelse, indsigt i hvad der var på spil i mit liv, og hvordan jeg kunne handle på det. Med andre ord – astrologien gav mig overblik.

Ulmende utilfredshed

Da jeg nærmede mig de 50, var det med en forventning om, at alt i mit liv burde køre på skinner. Det gjorde det på mange måder også. Mine børn var godt i vej, og jeg havde et spændende og udviklende job. Jeg oplevede respekt og anerkendelse.

Efter otte år som medlem af skolebestyrelsen havde jeg kastet mig ind i foreningslivet. Jeg var politisk aktiv og arbejdede som frivillig i en forening for udvekslingsstudenter. Jeg ønskede at gøre en forskel.

Men – noget var forkert. Jeg var ikke rigtig glad. Ikke rigtig tilfreds.

Som de fleste andre søgte jeg en forklaring i det ydre. Hvis nu jeg fik råd til rengøringshjælp, til flere udlandsrejser … Når den og den opgave på jobbet var løst … Hvis bare jeg blev bedre til at prioritere og planlægge – og sige fra …

Ikke se, ikke høre

Indrømmet, sådan gik der nogle år.

Hvor jeg ignorerede min drøm.

Hele mit voksne liv havde jeg været optaget af at udvikle mig både fagligt og personligt, at lære mig selv at kende og forstå mit forhold til andre. Jeg havde fulgt mit hjerte og fået manden i mit liv. Jeg havde skiftet job og fag mere end én gang. Jeg havde taklet alverdens små og store udfordringer i en hverdag med arbejde, hjem, familie og fritidsinteresser.

Alligevel ignorerede jeg min drøm. Min drøm om at blive astrolog. Min drøm om at kunne hjælpe andre mennesker, som jeg selv var blevet hjulpet.

Undskyldningerne stod i kø. Overfladeundskyldninger som mangel på tid og penge. Og de undskyldninger, der gør ondt. Jeg er ikke dygtig nok. Jeg er blevet for gammel til at skifte spor. Frygten for at udstille mig selv og skille mig ud.

Skridt for skridt

Heldigvis ville tilfældet, skæbnen, eller hvad du nu vil kalde det, at min astrolog arrangerede en workshop i horoskoptydning. Det var overkommeligt – både hvad angik tid, pris og geografi – og jeg slog til.

Her ville jeg så ønske, jeg kunne fortælle dig historien om, hvordan mit liv ændrede sig fra den ene dag til den anden.

Men nej. Det har været et skridt ad gangen på min vej til astrolog, coach og selvstændig. For hvert nyt skridt fik jeg modet til at tage endnu et nyt skridt.

Der har været siksak-kørsel undervejs, omveje og ekstra ture rundt i rundkørslen.

Jeg har følt det som et kæmpestort eksperiment, hvor jeg har tvivlet, været drænet for energi, mistet overblikket, tænkt negative tanker og haft lyst til at opgive det hele.

En periode med stress måtte der også til, før jeg kunne give endelig slip på det sidste af det, der ikke længere gav glæde og mening.

Men det har været det hele værd.

Astrologien og den historie, mit eget horoskop fortæller, har været min ledestjerne. Min coach gennem nogle år har været min indpisker.

At gøre en forskel

En rød tråd i mit liv har været et stort behov for at gøre en forskel. Jeg kan se nu, at jeg i sin tid nåede til en skillevej, hvor jeg var nødt til at omdefinere, hvad det ville sige for mig at gøre en forskel. Og derefter beslutte mig for at gå vejen.

I dag brænder jeg for at hjælpe andre som dig, der går rundt og føler dig frustreret og utilfreds, måske uden helt at vide hvorfor.

At kunne hjælpe dig med at få overblik og mod til at skabe overskud og ny mening i dit liv.

Uddannelse

Spirituel astrolog, Astrologisk Akademi (2023)
Psykologisk astrolog, Astrologisk Akademi (2016)
Certificeret life coach, Manning Inspire (2016)
Merkonom i personaleudvikling (2001)
Erhvervssproglig korrespondent (1980)

Få inspiration til...

hvordan du ved hjælp af refleksion, nærvær og balance skaber energi og overskud til at skifte spor, gå i en ny retning og arbejde dedikeret med det, du finder meningsfuldt. 

Tilmed dig mit nyhedsbrev og få min guide “STOP OP – og kom videre”