Misforstået anerkendelse?
Da jeg gik i skole, var der en pige i min klasse, der var virkelig dygtig til billedkunst (formning, som det hed dengang). Hun fik altid ros af læreren og mange anerkendende kommentarer fra os andre, der ikke nåede hende til sokkeholderne.
En dag var det dog så som så med anerkendelsen. ”Hun synes selv, det er flot det, hun laver” blev der hvisket i krogene! Det undrede mig, og jeg følte, det var helt forkert. Men jeg har nok ikke sagt så meget, for det gjorde jeg ikke dengang. Og jeg har nok heller ikke vidst, hvad jeg skulle sige.
Men jeg har aldrig glemt episoden.
Hvad er dit forhold til anerkendelse?
Vi mennesker har et ambivalent forhold til anerkendelse.
Vi bliver fornærmede eller føler os oversete, hvis vi ikke bliver anerkendt.
Vi ved ikke, hvor vi skal gøre af os selv, når vi får anerkendelse.
Nogen kan du slet ikke få lov til at anerkende. Roser du enten personen selv eller den hjælp, du har fået, føles det som at give en gave til én, der ikke vil have den.
Pjat! Det ville enhver da have gjort! Det skal du ikke tænke på! Det er da ikke noget!
Det er faktisk ikke specielt rart. Føles som en afvisning. En form for indirekte kritik.
Hvis du hører til den type, så prøv i stedet at sige TAK! Velbekomme! Jeg er glad for at kunne hjælpe dig!
Og i øvrigt er der den helt fantastiske mekanisme, at når du kan tage imod anerkendelse fra andre, anerkender du også dig selv. Og både modtageren og du som giver bliver glade. Wow!
Svært og enkelt på samme tid. Men for hver gang, du tager imod andres anerkendelse, des nemmere bliver det.
Og så mangler vi lige den sidste type. Dig, der ikke formår at anerkende andre. Dig, der aldrig siger tak for hjælpen. Eller giver udtryk for, at du er taknemmelig for de mennesker, der er i dit liv.
Jeg forestiller mig, at der måske ikke længere er nogen, der hjælper dig. Og de mennesker, der var i dit liv, har forladt dig. Fordi de troede, du var ligeglad!
Alle sammen tænkte eksempler, selvfølgelig!
Fra inspirationskataloget: Hvordan bruger du dine følelser som guide
Hvad skal vi med den anerkendelse?
Jeg oplever, at mennesker bliver flove over, at de føler sig anerkendt (altså bliver glade), når andre bliver glade for deres hjælp og støtte!
Den bliver jeg lige nødt til at vende om.
Hvis du ikke kan tage imod anerkendelse fra andre? Og hvis du ikke selv kan anerkende det, du er dygtig til? Hvordan kan du så vide, at du er på rette vej? Og hvordan skal du så i sidste ende kunne følge den vej, der er den rette for dig? Den vej, der giver dig mening og livsglæde?
Jeg håber, at pigen fra min klasse stadig laver det, hun er god til.
Så anerkend dit behov for anerkendelse. Det er det sprog, hvormed du guider dig selv og andre. Det er det sprog, der gør, at du har de mennesker omkring dig, du holder mest af. Og allerbedst bliver det, når du både kan give og tage imod.
Har du brug for at få vendt noget om? Vil du gerne blive bedre til at give og tage imod anerkendelse?
