Glem tiden

Nej, dette er ikke en opfordring til at komme for sent til aftaler, men inspiration til dig, der vil undgå, at tiden styrer dit liv HELE TIDEN

Kender du det? Du kigger på dit ur, og du havde ikke forventet, at klokken var blevet så mange.

For mig sker det ofte, når jeg befinder mig i hyggeligt selskab, læser en god bog eller skriver et blogindlæg. Jeg synes, det er en skøn følelse.

En følelse af RO og NÆRVÆR, som jeg i en lang periode oplevede alt for sjældent.

Men nye vaner har givet mig den følelse tilbage igen.

GLEM TIDEN – sådan kommer du i gang

Et godt tidspunkt at begynde på er, når du har FRI eller har FERIE. Og vel at mærke på en dag, hvor du ikke har nogen aftaler eller på anden måde er afhængig af at skulle overholde tiden.

Tag dit UR af (hvis du har sådan et). Hvis du i dit hjem har andre ure, som du altid kaster et blik på i forbifarten, så vend dem om eller tag dem ned fra væggen.

Det er selvfølgelig ok at tale i MOBIL, men undgå at bruge den til at tjekke tiden.

Og gør så ellers det, du havde planlagt: Gør rent, lav mad, læs en bog, se en film, gå en tur, køb ind, tag til stranden …

Spis når du er sulten, gå i seng når du er træt.

Men inden du lukker øjnene for at sove, så mærk efter, hvordan dagen har været. Var projekt GLEM TIDEN en god oplevelse?

Gør det så ofte, du kan, og du vil gradvist opleve større ro, nærvær og nydelse og alt det positive, det fører med sig.

GLEM TIDEN – i kort tid

Du har præcis to timer, hvor du gerne vil give en opgave din fulde opmærksomhed. Eller du har sat to timer af til dig selv, hvor du skal lave lige det, du har lyst til.

INDEN du skal videre til den næste aftale.

Men du bliver ved med at tjekke, hvad klokken er, så du ikke kommer for sent til din aftale. Og har svært ved at samle tankerne om det, du skulle lave.

Sæt en ALARM til et tidspunkt, hvor du kan nå at gøre dig klar til din aftale, og glem tiden.

Du vil med stor sandsynlighed opleve, at du når mere, end du ellers ville have gjort. Du vil opleve en større KONCENTRATIONSEVNE og et større NÆRVÆR.

Jo oftere du i din hverdag tager en alarm til hjælp, jo bedre vil du blive til at FOKUSERE og NYDE det, du er i gang med.

En alarm er ikke kun et redskab til at komme op om morgenen eller sørge for, at kartoflerne får den rette konsistens.

Vær kreativ! Overvej, i hvilke situationer DU kan bruge din alarm til at glemme tiden.

Husk også

De kan nemlig også være tids- og nærværsrøvere.

Få inspiration til...

hvordan du ved hjælp af refleksion, nærvær og balance skaber energi og overskud til at skifte spor, gå i en ny retning og arbejde dedikeret med det, du finder meningsfuldt. 

Tilmed dig mit nyhedsbrev og få min guide “STOP OP – og kom videre”