Gid du havde vidst …

Om at byde ALLE dine erfaringer velkommen og turde gøre dig nogle nye

Hvis du havde vidst det, du ved i dag, så …

havde du kunnet undgå en skilsmisse
ville du have taget en anden uddannelse
var du kørt en anden vej
havde du passet bedre på dit helbred
var du taget ud at rejse, da du var ung
havde du fundet et andet job noget før

Måske var der rent faktisk nogen, der forsøgte at advare dig eller give dig et godt råd. Men du lyttede ikke.

Fordi du var nødt til at gøre dine egne erfaringer. Du var nødt til at mærke på din egen krop, hvad der var rigtigt og forkert. Du er nødt til at gå vejen selv.

Når dine erfaringer har gjort dig klogere

Omvendt når du står overfor et menneske, der er ved at gøre den samme fejl som dig – din bror, din datter, din ven – så ville du ønske, du kunne give dine egne erfaringer videre.

Du gør det måske også, men bliver ikke lyttet til.

Så tænk på den etårige, der frygtløst tumler af sted uvidende om trafik, stejle trapper og skarpe hjørner. Når risikoen er for stor, griber du ind, men ellers lader du barnet lære det på den hårde måde. Skrammer, buler og blå mærker er en del af hverdagen.

Ville skrammerne kunne undgås, hvis du forhindrede tumlingen i selv at udforske kroppen og verden og lod hende blive i kravlegården, til hun blev ældre? Nej vel? Du ville forsinke barnets udvikling, og vigtige motoriske færdigheder ville i værste fald gå tabt.

Sådan er det at være menneske. Hele livet. Og jo ældre du bliver, jo vanskeligere og mere komplekse udfordringer, støder du på.

Du kan hjælpe, lytte, støtte og forstå, men du kan ikke forhindre andre i at gøre de samme fejl som dig.

Når du selv søger hjælp og støtte

Når du betræder usikker grund, kan du have behov for at undersøge, hvilke erfaringer andre har gjort sig.

For du vil så nødig træffe en forkert beslutning, fortryde eller blive skuffet.

Og der er masser at hjælp at hente. Du googler bare dit problem og finder med garanti en løsning. Nettet vrimler med gode råd om alt fra hårprodukter over huskøb til selvudvikling.

Du kan også spørge fem forskellige mennesker i dit netværk til råds.

Får du råd, du med det samme kan spejle dig i, og som appellerer til lige netop dig? Ja!

Får du råd, der modsiger hinanden? Ja!

For det første er vi forskellige. For det andet er der gode og dårlige råd.

Byd dine erfaringer velkommen

Med andre ord er du nødt til at være kritisk, og du undgår ikke at bruge din sunde fornuft, din intuition og din fornemmelse for, hvad der føles rigtigt for dig.

Og alligevel kan du tage fejl, når du kaster dig ud i noget, du aldrig har prøvet før. Og hvor du derfor er nødt til at gøre dine egne erfaringer.

Vi taler om gode og dårlige erfaringer. Jeg vil dog vove at sætte spørgsmålstegn ved, om dårlige erfaringer nu også er så dårlige endda.

For ligesom gode erfaringer viser dig, i hvilken retning du skal gå, så viser dårlige erfaringer, i hvilken retning du ikke skal gå. Og det er jo mindst lige så godt.

De fejltrin, du begår undervejs, de blindgyder du løber ind i, de mennesker der svigter dig, er alle uvurderlig erfaringer. Erfaringer, der er med til, at du lærer dig selv endnu bedre at kende, bliver endnu dygtigere og finder ud af, hvad der er rigtigt for dig, og hvor dine grænser går.

Så næste gang, du får lyst til at sige ”Gid jeg havde vidst”, så sig i stedet ”Så blev jeg det klogere” og se fremad.

Del dette indlæg

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

STOP OP - og kom videre

Få min guide “STOP OP – og kom videre” og få inspiration til, hvordan du ved hjælp af refleksion, nærvær og balance skaber energi og overskud til at skifte spor, gå i en ny retning og arbejde dedikeret med det, du finder meningsfuldt
Navn:
E-mail: